Henvist af egen læge
44 48 15 07
Telefontid dagligt (ikke onsdag)
kl. 11.00 - 13.00
Privat/henvist af sundhedsforsikring
44 48 13 25
Telefontid dagligt kl. 9.00 - 11.00


Frossen skulder


Periarthrosis humeroscapularis

Af Pierre Schydlowsky, speciallæge i reumatologi, Ph.D

Den frosne skulder er et symptomkomplex bestående af smerter og bevægeindskrænkning af skulderen. Uheldigvis ledsages mange skulderlidelser netop af både smerter og bevægeindskrænkning, hvilket har medført at udtrykket ofte bliver anvendt i flæng. Den ægte frosne skulder, er dog forholdsvis sjælden, og kan i mange tilfælde nemt adskilles fra andre sygelige tilstande i skulderen.

Forekomst

Den frosne skulder rammer 2-5% af befolkningen. Tilstanden har en forkærlighed for personer i 40-60 års alderen, og kvinder afficeres lidt oftere end mænd. Den er 5 gange så hyppig hos personer med sukkersyge og forhøjet kolesterol end i den øvre del af befolkningen. Cirka 15% får lidelsen på begge sider.

Årsag

Den frosne skulder kan optræde efter en skulder skade, men i langt de fleste tilfælde er der ingen kendt udløsende årsag.

Sygdomsmekanisme

Den frosne skulder skyldes inflammation (det vil sige steril betændelse) af kapslen som bliver hævet, spændt, og klæber sammen, medførende nedsat bevægelighed af skulderen.

Symptomer

Tilstanden kan inddeles i 3 faser:

  • 1. fase på 2-6 måneder som er karakteriseret ved:

    • smerter diffust lokaliserede til skulderen med udstråling til overarmen
    • forværring af smerterne om natten og ved bevægelse.
    • bevægeindskrænkning af skulderen i alle retninger

  • 2. fase på 6-12 måneder med:

    • bevægeindskrænkning af skulderen, men smerterne er væk.

  • 3. fase på 2-3 år med:

    • gradvis genvinden af bevægeligheden


Diagnose

Diagnosen hviler på sygehistorien og den lægelige undersøgelse.

  • Der skal have været smerter i mindst 3 uger
  • Der er bevægeindskrænkning af skulderen i alle retninger
  • Andre sygelige tilstande i skulderen skal udelukkes
  • Røntgen er normal
  • Blodprøver kan afsløre forhold forenelige med sukkersyge eller forhøjet kolesterol, men er ellers normale

Hvad kan jeg selv gøre

  • opsøge læge for at få den korrekte diagnose stillet.
  • hold dig så vidt muligt fra de tiltag der provokerer smerten
  • i fase 2 og 3 kan bevægeøvelser påbegyndes, gerne under vejledning af en fysioterapeut

Behandling

  • blokader med binyrehormoner har vist at have gavnlig effekt på smerterne, således at fase 1 afkortes. Bedste virkning synes distensionsbehandlingerne at have, hvor binyrebarkhormonet blandes op med lokalbedøvelse i så stor en mængde at kapslen udspændes. Blokaderne gives indtil smerterne ikke er noget problem længere. Binyrebarkhormonet er effektiv i op til 6 uger efter indsprøjtning. Afhængig af effekt, og hvor meget binyrebarkhormon man giver, bliver indsprøjtningerne typisk gentaget efter 4-6 uger.
  • blokader med lokal bedøvelse alene kan gives omkring en af de nerver der forsyner skulderen (det drejer sig i dette tilfælde om nervus supraskapularis). Blokaderne kan gives op til 5 gange med cirka 1 uges mellemrum
  • akupunktur har generelt god effekt på skuldersmerter og kan forsøges ved behandling af en frossen skulder
  • øvelser skal først påbegyndes når smerterne er væk, det vil sige fra fase 2 og fremefter. Det har nemlig vist sig at al smerteprovokerende behandling, så som tidlig mobilisering af skulderen kunne forlænge forløbet.

Forløb

Prognosen er god. Kun 10% har fortsatte gener efter 4 år.